Det har hele tiden været meningen, at Årets Bil i Danmark også skulle komme i en firehjulstrukken udgave. Det indebærer to motorer med øget effekt. Der har også været rygter om en ID. Buzz GTX-udgave og de er nu officielt bekræftet af Volkswagen R&D-chefen Kai Gruenitz.
– GTX-versionen bliver en cool højtydende variant med en effekt på 250kW (335 hk), et unikt interiør, nye udvendige farver og nogle ekstra lækkerier, fortæller Kai Gruenitz.
Volkswagen ID. Buzz GTX får altså væsentlig højere ydelse end den variant, der blev Årets Bil . Den har en enkelt motor på bagerste aksel med en effekt på 150 kW (204 hk).
Men ikke nok med det. Gruenitz fortalte også om den syv-personers udgave, der er planlagt til at komme til sommer. Den bliver 25 centimeter længere end den “almindelige” udgave og de syv sæder er fordelt på tre rækker.
– Den vil have tre rækker og syv sæder, og du kan trække dem alle ud af bilen, sagde Gruenitz. Den vil også have kaptajnstole, der vender rundt.
Sidst er der også en California-udgave af ID. Buzz på vej. Der arbejdes på Camper-konceptet i disse måneder, men den vil næppe se dagens lys før 2025.
Ud over ID. Buzz GTX udvider Volkswagen også sin elbilsgarage med ID.7 og ID.3 GTX, ligesom der er en en faceliftet ID.3 lige om hjørnet.
iNPUT skal teste ID. Buzz i slutningen af januar, så hold øje med disse sider, hvis du vil læse vores anmeldelse. Herunder kan du se en video med indtryk fra vores første køretur i den charmerende bil …