Ejere af Volkswagen ID.4 og ID.3 kan se frem til en sen julegave engang i foråret. De to biler får nemlig øget den maksimale ladehastighed via en over-the-air-opdatering. Der er også flere nyheder i vente til Volkswagen-ejere, deriblandt V2G og Plug & Charge-opladning.
Den såkaldte ‘version 3.0’-softwareopgradering vil øge den maksimale opladningshastighed fra 125 kW til 135 kW for modeller med 77 kWh-batteriet. Det skulle reducere batteriopladningen fra 5-80 procent på en offentlig oplader med op til ni minutter.
Derudover installeres en ny Battery Care Mode, der giver ejerne mulighed for at stoppe batteriopladningen ved 80 procent. Det skal være med til at forlænge batteriets levetid.
Ydermere har VW omstruktureret lademenuen på “en mere informativ og tydeligere måde”, fortæller selskabet i en pressemeddelelse. Ruteberegningsfunktionen er også blevet opdateret, hvilket skal give en mere dynamisk ruteevaluering, der bedre planlægger opladningsstop langs ruten.
Oplad uden ladebrik
Volkswagen lover også, at der i løbet af 2022 vil blive indført Plug & Charge, der eliminerer behovet for en ladebrik. Teknologien gør det muligt at oplade elbilen uden brug af hverken ladebrik eller mobiltelefon; stikket sættes i og systemet genkender selv bilen.
Når opladeren er tændt, identificerer systemet bilen og opladningen starter automatisk. Al kommunikation foregår via ladekablet, og nødvendige oplysninger om betaling gemmes i bilens system.
Ionity, der er ejet af blandt andet Volkswagen, åbnede for Plug & Charge på en række stationer i oktober måned. Alle danske Ionity-ladere, pånær på to stationer, understøtter akterede teknologien. Men i skrivende stund er det kun Ford Mustang Mach-E, Porsche Taycan og Mercedes-Benz EQS der kan udnytte Plug & Charge.
Huset får strøm fra bilen
Spændende er det også, at Volkswagen vil åbne for den såkaldte V2G-teknologi, Vehicle To Grid. Dette gør det muligt for bilen at føre elektricitet tilbage til elnettet eller til at forsyne dit hjem med strøm, hvis behovet opstår. Naturligvis forudsat, at dit hus også har den nødvendige tovejs-vægboks monteret. Funktionen vil blive aktiveret på alle Volkswagen ID.4 og ID.3-ebiler med et 77 kWh-batteri, men det er uvist hvornår.