Volvo Cars har i dag løftet sløret for deres lille SUV, Volvo EX30. At den var billigere end de øvrige Volvo-modeller var ventet. Men at prisen starter ved bare 274.000 var der ikke mange, der havde gættet på. Til den pris får du en bil med en rækkevidde på 344 WLTP-kilometer.
Denne udgave har et LFP-batteri, men bilen fås også i en Long Range-udgave med et mere potent NMC-batteri. Det giver en rækkevidde på op til 480 WLTP-kilometer. Men så er prisen også en anden.
Sidst er der Performance-udgaven, der føjer en ekstra motor til NMC-varianten. Den kombination gør Volvo EX30 til den hurtigst accelererende Volvo nogensinde med en en acceleration fra 0-100 km/t på 3,6 sekunder og 315 kWh (428 hk).
”Den fuldelektriske EX30 er vores mindste SUV nogensinde, men det er en stor nyhed for vores kunder og for os som virksomhed. Vi siger, at Volvo EX30 er lille, men alligevel stor, fordi den leverer alt, hvad du kan ønske dig fra en Volvo – bare i en mindre pakke. Som enhver anden Volvo er EX30 en fremragende bil, der er sikker og udviklet til mennesker og deres behov,” siger Jim Rowan, CEO for Volvo Cars.
Volvo EX30 oplader også forholdsvis hurtigt. Performance-varianten har en opladningskapacitet på op til 153 kW, mens en Volvo EX30-variant med standardrækkevidde har en kapacitet på 134 kW. Det betyder, ifølge Volvo, at du kan oplade dit batteri fra 10 til 80 procent på lidt over 25 minutter.
Herunder en oversigt over varianter:
Volvo EX30 Single Motor Standard Range Single Motor Extended Range Twin Motor Performance Rækkevidde 344 km 480 km 460 km Batterikapacitet (netto) 49,15 kWh 64,8 kWh 64,8 kWh Forbrug 16,3 kW/100 km 15,7 kW/100 km 16,7 kW/100 km Motoreffekt 272 hk / 200 kW) 272 hk / 200 kW 428 hk / 315 kW Drejningsmoment 343 Nm 343 Nm 543 Nm Ladeeffekt (AC/DC) 11 kW / 134 kW 11/22 kW / 153 kW 11/22 kW / 153 kW Trækvægt 1.000 kg 1.400 kg 1.600 kg Pris fra 274.000 kr. 309.000 kr. 381.000 kr.
Desuden fås EX30 også med tre forskellige udstyrsniveauer; Core, Plus og Ultra. Standard Range fås dog kun i Core og Plus, mens Performance kun fås i Ultra.
Med Ultra får man bl.a. 22 kW AC opladning, et panorama-glastag og andre forkælende lækkerier.
Den nye Volvo er blevet præsenteret i Milano i Italien, hvor den for første gang er vist frem for offentligheden, og i Danmark kan den allerede bestilles nu .