ElbilerTophistorie

Volvo klar med ubestemmelig luksus elbil: ES90

Volvo er klar med ES90 - en svært definerbar elbil i luksusklassen

På et event i Stockholm har Volvo i dag præsenteret deres nye ES90, en ny søster til deres EX90 luksus SUV, og det er lidt en blanding af flere kategorier – Volvo vil faktisk ikke engang kategorisere den, og den har elementer fra både en sedan, en SUV og en hatchback. Der er masser af plads invendigt, en højere frihøjde end en almindelig sedan og et fleksibelt bagagerum. ES90 er også den første Volvo med 800V-teknologi, hvilket giver betydeligt hurtigere opladning.

Typisk Volvo design

Designet er typisk Volvo med de velkendte “Thors Hammer”-forlygter og en bagende med C-formede LED-lygter samt ekstra lys i bagruden. ES90 kommer i syv forskellige farver og med hjul fra 20” til 22”. Bagagerummet rummer op til 424 liter, og hvis bagsæderne lægges ned, bliver der plads til 733 liter bagage. Der er også et lille opbevaringsrum foran med 22 liters kapacitet.

 

Kabinen har fokus på komfort med masser af benplads og et panoramatag, der kan skifte gennemsigtighed. Der er et fire-zoners klimaanlæg og en avanceret luftrenser. Volvo lover et lavt støjniveau i bilen, og lydsystemet fås i tre niveauer – den bedste version er et Bowers & Wilkins-anlæg med 25 højttalere og Dolby Atmos-teknologi. Infotainmentsystemet har, ligesom de andre nyere Volvoer, Google built-in og en 14,5” skærm i midten, mens et 360-graders kamera hjælper med parkering.

Ny platform

Under overfladen bygger ES90 på Volvo Cars‛ nyeste platform, som også bruges til EX90. Det betyder, at bilen løbende kan modtage opdateringer, som forbedrer ydeevnen og sikkerheden. ES90 har en kraftig computer fra NVIDIA, kaldet NVIDIA DRIVE AGX Orin, der gør det muligt at bruge avancerede sikkerhedssystemer baseret på data, software og AI. Samtidig er det det hurtigste system, Volvo har præsenteret.

 

Med den nye 800V-teknologi kan ES90 oplades hurtigt – på en 350 kW-ladestation kan bilen få 300 km WLTP rækkevidde på bare 10 minutter. Den samlede rækkevidde er op til 700 km – også WLTP. Bilens aerodynamiske design hjælper med at reducere energiforbruget, hvilket giver en luftmodstandskoefficient på 0,25 – den laveste for nogen Volvo-model hidtil.

Masser af sensorer

Der er masser af sensorer, blandt andet en lidar, fem radarer, syv kameraer og tolv ultralydssensorer. ES90 har også et førerovervågningssystem, som kan registrere, hvis føreren skulle miste opmærksomheden undervejs.

Bilen lanceres først i en baghjulstrukket version med højt udstyrsniveau, og senere kommer der to firehjulstrukne modeller. Prislisten bliver offentliggjort til sommer (formentlig for at tage hensyn til indkommende mulige afgifter), og de første danske kunder kan forvente at få bilen i starten af 2026.

 

Du kan læse mere om Volde ES90 hos Volvo her.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.