Elbiler

Volvo og Daimler satser på brint

De to lastbil-mastodonter har meddelt, at de vil samarbejde om udvikling af brint-teknologi til lastbiler.

Normalt skriver vi ikke mange pip om lastbiler på iNPUT, men når de to mastodonter Volvo og Daimler meddeler, at de vil samarbejde om at udvikle brint-teknologi til lastbiler, gør vi en undtagelse. Målet for samarbejdet er helt konkret: Der skal være gang i serieproduktionen af tunge køretøjer med brændselsceller i anden halvdel af 2020’’erne.

Selskaberne vurderer at batterier alene ikke er løsningen for tunge køretøjer, men de har også begge stor interesse i at finde et alternativ til fossile brændstoffer for at undgå EU’s CO2-bøder.

 

– Elektrificering af vejtransport er et nøgleelement for at opnå et CO2-neutralt Europa og i sidste ende en CO2-neutral verden. Brug af brint som bærer af grøn elektricitet til at drive elektriske lastbiler i fjerntransport er en vigtig del af puslespillet og et supplement til batteri-elektriske køretøjer og vedvarende brændstoffer, siger Martin Lundstedt, Volvo Group President og CEO i en pressemeddelelse.

Et klart billede af fremtiden

Med offentliggørelsen af det nye samarbejde, begynder der at tegne sig et ret klart billede af, hvordan autobranchen forstiller sig fremtiden uden fossile brændstoffer; mindre biler og personbiler skal drives af ren el, men tung transport skal drives af brint. Netop Volvo meldte i februar da også ud, at de satser 100 procent på el til personbiler. Ikke brint.

 

– Ved at danne dette fælles selskab melder vi klart ud, at vi tror på brint-brændselsceller til erhvervskøretøjer. Men for at denne vision skal blive til virkelighed, skal andre firmaer og institutioner også støtte og bidrage til denne udvikling, ikke mindst for at etablere det nødvendige netværk til at tanke brændstof, siger Lundstedt.

En af de virksomheder, der støtter op om brint, er Daimlers søsterselskab BMW, der sidst i marts viste prototypen på deres kommende brintbil og samtidig meldte ud, at:

– Vi er overbeviste om, at forskellige alternative drivlinjesystemer vil eksistere ved siden af hinanden i fremtiden, da der ikke er en enkelt løsning, der imødekommer det fulde spektrum af kunders mobilitetskrav, siger Klaus Fröhlich, der er medlem af bestyrelsen hos BMW.

 

Volvo og Daimlers samarbejde skal veksles til et nyt selskab, der skal ejes 50/50 af de to firmaer og alle brændselscelle-aktiviteter skal overføres til det nye selskab, for at give det pondus.  Det nye selskab forventes at være etableret inden årets udgang, hvis det godkendes af konkurrencemyndighederne.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.