Fremover er skal batteripakkerne i både Volvo og Polestar udvikles og bygges af Volvo Car Group og den svenske batterivirksomhed Northvolt. De to virksomheder vil både bygge et nyt udviklingscenter og en kæmpefabrik, der skal placeres et sted i Europa.
IKEA, Vestas, Volkswagen, Siemens og Goldman Sachs har alle kastet penge efter Northvolt. Volvo har derimod ikke tidligere haft et samarbejde med svenskerne, der tidligere har lovet, at de vil producere verdens grønneste elbils-batteri.
– Processen med at udvikle næste generation af battericelleteknologi internt sammen med Northvolt vil give os mulighed for at designe batterier specielt til Volvo- og Polestar-ejere, fortæller Henrik Green, der er teknologichef hos Volvo Cars.
– Med celler udviklet internt til vores elbiler kan vi fokusere på at give Volvo- og Polestar-kunder det de ønsker, som f.eks. rækkevidde og korte opladningstider.
Volvo ser partnerskabet som nøglen til kun at sælge rene elbiler i 2030. For Polestar giver det et yderligere løft til de europæiske vækstambitioner og understreger engagementet i Polestar 0-projektet, der har til formål at skabe en klimaneutral bil inden udgangen af 2030.
Udviklingscenter klart næste år
Som et første skridt sigter Volvo Car Group og Northvolt mod at oprette et forsknings- og udviklingscenter i Sverige, der idriftsættes i 2022. Centret skal bygge videre på batteriekspertisen i begge virksomheder og udvikle næste generation af topmoderne battericeller og bilintegrerings-teknologier, specialdesignet til brug i Volvo- og Polestar-biler.
Den første bil, der får glæde af det nye samarbejde bliver angiveligt dem eldrevne udgave af Volvo XC60.
Joint venture-aftalen vil også omfatte etableringen af en ny gigafabrik i Europa med en potentiel kapacitet på op til 50 gigawatttimer (GWh) om året. Produktionen er planlagt til at starte i 2026.
Som en del af planerne sigter Volvo Car Group også mod at købe 15 GWh battericeller om året af det eksisterende Northvolt Ett-batterianlæg i Skellefteå, Sverige.