Forventningerne til Virtual Reality er skyhøje, selvom der stadig er tale om ret bekostelige specialprodukter, der kun har et ringe udbud af spil at diske op med. Alligevel så regnede analysefirmaerne med, at der ville blive langet millioner af enheder over disken i dette års julesalg, der traditionelt bliver skudt i gang i USA dagen efter Thanksgiving med superudsalgsdagen Black Friday, der også har gjort sit indtog i Danmark (selv om vi må kigge langt efter kalkunstegen og den efterfølgende fridag). Analysefirmaet SuperData havde forventet et julesalg på 2,6 millioner eksemplarer af Sonys PlayStation VR, men har nu nedjusteret forventningerne til et salg på 750.000 enheder inden årets udgang. De har ligeledes nedjusteret forventningerne til Googles mere simple Daydream fra 450.000 til 261.000.
Læs vores test af Sonys PS VR i iNPUT nr. 43 – du kan hente appen med magasinet gratis her.
Kræver nyt udstyr
SuperData regner uforandret med at Facebooks Oculus Rift, HTC og Steams Vive og Samsungs Gear VR vil sælge henholdsvis 450K, 355K og 2,3 millioner enheder. Problemet med salget er ifølge analytikerne, at enhederne er dyre og også kræver andet dyrt udstyr. Oculus Rift og HTC Vive kræver en moderne pc med et ordentligt grafikkort, og PlayStation VR fungerer bedst sammen med den nye PlayStation Pro – Gear VR er et mere simpelt stykke udstyr, der ”kun” kræver en ny Samsung smartphone men heller ikke kan tilnærmelsesvis det samme.