VW forbereder sig på at lancere ID.3, deres første nye elbil baseret på MEB-platformen, og siger, at de planlægger at levere 30.000 ID.3-biler “næsten på én gang”, og hævder samtidig, at den vil være billigere end en benzinbil.
”Prisen for ejerskabsanalyse viser, at regnes anskaffelses- og driftsomkostninger sammen, så er en ID.3 billigere, afhængig af modelvarianten, end en sammenlignelig forbrændingsmotormodel,” skriver Volkswagen.
”Basismodellen med en rækkevidde på 330 kilometer koster under 23.430 euro i Tyskland, når miljøbonus er trukket fra. Den er derfor mindst lige så billig som en sammenlignelig model som Golf Life”.
”Derudover sparer ID.3-ejere i omkring 840 euro om året på driftsudgifter. Der er eksempelvis ingen vejafgifter på elbiler og ingen omkostninger til olieskift. Desuden er ID.3 i en billigere forsikringsklasse, ligesom energiomkostningerne er lavere,” skriver tyskerne.
Silke Bagschick, der leder af salg og marketing e-mobilitet hos Volkswagen, tilføjer:
– Prisen er ikke længere et argument mod, men snarere et argument for elbilen. Leasingtilbud gør overgangen let og reducerer usikkerhed. I fremtiden vil elbilen også få en attraktiv pris, selv uden tilskud.
Herhjemme vil den billigste variant af VW ID.3 få en prislap på 279.995 kroner, mens listeprisen på en Golf Life er på 278.997 kroner. VW vil naturligvis gerne sælge sin nye elbil, men beregningen er ikke helt ved siden af. I januar udgav FDM sit store bilbudget, der konkluderer, at det samlet set nu er blevet billigere at køre el- fremfor fossilbiler.
FDM har beregnet, at det koster omkring 4,13 kroner per kilometer at køre i en benzin eller dieselbil til en nypris på 275.000, mens en kilometer i en tilsvarende elbil koster 3,58 kroner.