ElbilerTophistorie

VW-fabrik vil udvinde kobolt i Sverige

Northvolt batterifabrikken, som Volkswagen er medejer af, vil hente kobolt op af jorden på den anden side af Sundet.

Kobolt er en væsentlig komponent i batterier til blandt andet elbiler. Men det er også en af de mest kontroversielle komponenter, fordi det primært udvindes i Afrika af arbejdere under kummerlige kår. Det har direktøren for Northvolt batterifabrikken en løsning på; han vil nemlig starte minedrift efter kobolt i Sverige, skriver avisen Dagens Industri.

– Der er potentiale til i sidste ende at få en geografisk kompakt værdikæde. Det ville være godt for os logistik, operationelt og miljømæssigt, siger Northvolts kommunikationschef Jesper Wigardt til avisen.

 

Han opfordrer derfor de svenske myndigheder til at “skynde sig” i forhold til de normalt langvarige miljøprocesser, der er omkring minedrift.

– Vi ser et marked, der er under opbygning, men som også vil stabilisere sig inden for de næste fem til ti år.

 

Ifølge CNN udvindes halvdelen af verdens kobolt i øjeblikket af børnearbejdere i Den Demokratiske Republik Congo. Men Sverige har store reserver, der ligger ubrugte hen. Ifølge Christina Wanhainen, professor i geology ved Luleå tekniske universitet er der mere end 50 kendte koboltreserver i Sverige, både i gamle miner og på nye steder.

Selv om mange bilfabrikanter arbejder på livet løs for at undgå brugen af kobolt i batterierne, er de fortsat afhængige af metallerne i disse år, hvor efterspørgslen på elbiler er eksploderet.

Tesla er et af de firmaer, der er langt fremme i udviklingen af et kobolt-løst batteri. Under Battery Day i september sidste år præsenterede Elon Musk det såkaldte 4680-batteri, hvis nikkel-katoder fuldstændig overflødiggør brugen af kobolt. Ifølge Tesla er planen, at det nye batteri skal gå i storproduktion tidligst i maj næste år – og skal sidde i både Model Y (den udgave der skal produceres i Berlin), Cybertruck og i Semi-lastbilen.

 

Northvolt er endnu ikke færdig med at opføre sin kolossale nye batterifabrik oppe ved polarcirklen, tæt på byen Skellefteå. Selskabet har fået investorkroner fra prominente spillere som IKEA, Volkswagen Group, Siemens, Goldman Sachs, Scania og Vestas.

Både BMW og Volkswagen står som medejer af Northvolt og en stor del af de batterier, der skal puttes i firmaernes biler skal fremover komme fra netop Northvolt.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.