For præcis et år siden præsenterede Volkswagen konceptet for sin første elektriske stationcar, baseret på konceptet ID. Space Vizzion . Bilen skal på sigt kunne afløse den populære Passat og planen var oprindeligt, at bilen skulle sendes ud i både Europa og i Nordamerika i slutningen af 2021. Men nu er planerne lavet om.
VW-chef Ralf Brandstätter fortæller, at bilen først kommer i produktionen i 2023. Han fortæller samtidig at den skal laves på fabrikken i Emden, Tyskland, hvor også den elektriske SUV ID.4 bygges. Lige som de øvrige ID-modeller skal den kommende stationcar naturligvis også baseres på koncernens MEB-platform for elbiler.
”Denne model er vores fortolkning af en bæredygtig premiumbil. Den imponerer med et interiør af høj kvalitet og masser af plads “, skriver Ralf Brandstätter i et indlæg på Linkedin.
Bilen lader også til at have skiftet navn. Som nævnt var den baseret på konceptbilen Space Vizzion, men i indlægget kalder Brandstätter bilen for Aero E. Det er dog heller ikke bilens endelige navn, men et internt navn. Det endelige navn afsløres senere – men bliver med stor sandsynlighed endnu en ID-model.
Under præsentationen af bilen sidste år, fortalte Volkswagen at den er udstyret med en 205 kW elmotor, der er integreret i bagakslen. Strømmen kommer fra et 82 kWh-batteri, der giver en rækkevidde på op til 590 kilometer (WLTP).
Bilen kan dog også udstyres med en 75 kW elmotor, der trækker på forakslen. Kombinationen giver bilen en samlet ydelse på 250 kW. Denne specielle 4Motion-version kan accelerere fra 0 til 100 kilometer i timen på bare 5,4 sekunder, mens topfarten er elektronisk begrænset til 175 km/t.
Billeder af konceptbilen Space Vizzion.