Den amerikanske komiker Will Ferrell er den seneste i rækken af stjerner, der stiller sig op for at sælge elbiler. Det gør han i en ny reklame fra General Motors. Norge er verdens ubestridte elbils-paradis og det huer ikke Ferrell, der varsler, at USA vil overtage Norges position som det land med flest elbiler per indbygger.
Ferrell trommer en række venner sammen, for at tage til Norge og give dem “en lærestreg”, men han har lidt problemer med at finde rundt i Skandinavien. Det er ellers ikke første gang, Will Ferrell bevæger sig mod vores breddegrader; i filmen Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga , der er lavet for Netflix, var det Island, der stod for skud.
No Way Norway , som General Motors-reklamen hedder, er produceret til Superbowl og i pressematerialet fortæller Ferrell, at han har “kørt elbil siden 1980’erne”.
– Jeg er begejstret for at være en del af GM’s engagement i elbiler. Jeg har kørt en EV siden midten af 80’erne … ja, faktisk var det en almindelig bil med fire AA-batterier, der var bundet til karburatoren, men det føltes som en EV! Vi kommer efter dig, Norge, siger Ferrell.
Se videoen med Will Ferrell øverst.
Det er i øvrigt ikke første gang, at en stor stjerne stiller sig frem i elbilernes tjeneste. I sommeren 2019 var det selveste Arnold Schwarzenegger, der med paryk, falsk overskæg og i hawaiiskjorte giver den som en brugtbilsælger , der for alt i verden vil lokke elbilskunderne til at købe benzinbiler i stedet. Den video kan du se herunder (den er alle tre minutter værd):