Take-away er ikke længere nok for Wolt, der har planer om at udvide forretningen til … stort set alt. Det skriver finans.dk. Den finske udbringningsvirksomhed har indtil videre gjort sig populær ved at bringe take-away ud til kunderne i de større danske byer, men i fremtiden er det planen, at man kan bestille stort set alt fra app’en.
Planen er endda, at det ikke må tage længere tid end time fra bestillingen er sendt, til budet leverer varen hos kunden.
Søren Svendsen, der er direktør for Wolt i Danmark, siger at Wolt skal være et indkøbscenter i lommen.
– I dag kan du groft sagt bestille take-away leveret nu, du kan bestille dagligvarer leveret til i morgen, og du kan bestille alt det andet til levering inden for et par dage. Jeg tror, de to sidste kategorier vil flytte sig væsentligt tættere på, så du inden for en time kan få leveret alt, hvad du har brug for, siger Søren Svendsen til finans.dk.
Allerede i starten af juni fortalte Wolt, at de i sensommeren vil åbne et nyt supermarkedskoncept i København, som skal levere dagligvarer på 30 minutter. Lavpraktisk fungerer det ved at Wolt åbner et fysisk pluk-lager, Wolt Market, som får et bredt sortiment af føde- og dagligvarer.
Med Wolt Market kan brugerne klikke omkring 1.500-2.000 varenumre direkte i kurven via Wolts app.
Samtidig er Wolt ved at indgå aftaler med købmænd og supermarkeder om direkte levering af dagligvarer via Wolts platform.