Apples årlige event for udviklere, World Wide Developers Conference (WWDC) sparkes i gang på mandag med en keynote af Tim Cook. iNPUT er, som det eneste danske medie, tilstede under eventet, men du kan også følge med via livestream, hvis du har en iOS-enhed, et Apple TV eller en computer med en browser som Apple godkender.
I modsætning til de fleste andre Apple-events, så er WWDC ikke rettet direkte mod forbrugeren; det er i stedet henvendt til de programmører, der fylder Apple-enhederne med apps. Derfor kan vi være ret sikre på, at eventet vil byde på et tæt kig på både iOS 13, macOS, watchOS og tvOS – altså nye styresystemer over hele linjen med dertilhørende nye funktioner. En sjælden gang har Apple også benyttet eventet til at præsentere ny hardware.
Nye funktioner på iPhone og iPad Apple vil med sikkerhed vise den nye version af styresystemet til iPhone og iPad – iOS 13. Typisk viser de grundlæggende ændringer, men gemmer et par godbider til iPhone lanceres i september, så vi skriverkarle også har noget at fortælle om til den tid. Den store nyhed i iOS 13 lader til at være en ny Dark Mode , men der er naturligvis meget mere at komme efter. Her er en liste over hvad der forventes af iOS 13:
Dark Mode. Rygtet har floreret længe og det er efterhånden ret sikkert at iOS 13 får dark mode på systemplan. Også Android Q får i øvrigt dark mode, der åbenbart er det nye … sort. En ny tre-finger betjent Undo-funktion. Appen Påmindelser får en opdatering med fire nye sektioner; dagens opgaver, opgaver, planlagt og markerede opgaver. Find Venner og Find Min iPhone bliver smeltet sammen til en enkelt app og får tilføjet funktionen Find Netværk, så der kan søges efter enheder selv om de ikke er forbundet til wifi eller mobilt netværk.Beskeder appen bliver opdateret med muligheden for at tilføje et profilbillede og et brugernavn.Sundhed får en mere avanceret tracking af menstruationscyklus.Kort bliver opdateret med mulighed for at angive hyppige placeringer, oprette grupper baseret på placering og foreslå navigation baseret på placeringshistorik. Bedre forældrekontrol, hvor forældre kan blokere bestemte kontaktpersoner på definerede tidspunkter på dagen. Mulighed for at bruge iPad’en som ekstra skærm sammen med en Mac-computer. Et billede af Dark Mode på iOS 13, lækket til websites 9to5Mac.
macOS – nu med marcipan Allerede under sidste års WWDC hintede Apple om en ret skelsættende ændring i operativsystemet til Mac-computere; en nem metode for udviklere til at få iPhone- og iPad-apps over på computeren. Projektet har kodenavnet Marzipan og ideen er, at det skal være nemt for udviklere at tage eksisterende apps og trylle dem om til udgaver, som giver mening på computeren. Apple udnyttede selv ideen sidste år, hvor (ret elendige) udgaver af Hjem, Værdipapirer og Memoer flyttede ind på Mac’en.
Der er også rygter om, at Apple vil splitte iTunes op i flere apps. iTunes er vokset i årenes løb og det er snart på tide at gentænkte hele konceptet. Rygterne siger, at iTunes bliver til fire nye apps; Musik, Podcasts, TV og Bøger.
Desuden forventes det, at Skærmtid og Familiedeling kommer fra iOS og over på Mac’en.
Apple Watch og Apple TV Apple brugte et helt event i slutningen af marts på, blandt andet, at præsentere sin nye Apple TV+ streamingtjeneste og tilhørende TV app, så der forventes ikke de store, væsentlige nyheder på Apple TV-platformen i denne omgang. Men forvent alligevel at Apple vil benytte WWDC til at vise os masser af teasere for både tv- og gaming-tjenesterne.
Der er heller ikke voldsomt mange rygter om watchOS 6 til Aple Watch. Apple vil sandsynligvis blive ved med at fokusere på sundhedsrelaterede funktioner, som er blevet det store salgspunkt for uret. Her er nogle af de mest sejlivede rygter, der har floreret om watchOS 6 den seneste tid:
Egen app store, så brugere kan hente apps direkte på uret. Bøger-app til at afspille lydbøger direkte fra uret. Adskillige nye komplikationer og urskiver. En ny Memo app, der kan optage memoer direkte på Apple Watch. Ny hardware: Mac Pro og 6K Pro Display Det var helt tilbage i 2013 at Phil Schiller præsenterede den seneste Mac Pro, den runde maskine kendt som ”skraldespanden”. Selv om en er smuk, blev den ikke noget hit. Den manglede simpelthen udbygnings- og opgraderingsmuligheder. Selv Apple indrømmede for et par år siden, at maskinen ikke var optimal.
Derfor forventes det at Apple ganske snart giver pro-brugerne en ny mulighed – og WWDC vil være en oplagt mulighed for at vise maskinen frem for hardcorebrugerne. Vi aner intet om hverken design eller specifikationer, men Apple har tidligere sagt, at den bliver ”modulært opbygget”.
Det forventes også at Apple vil præsentere en 31,6 tommer stor 6K Pro-skærm, der kan bruges sammen med den nye Mac Pro.
Kom med ind i WWDC salen Som nævnt vil iNPUT være tilstede under præsentationen, så vi kan skrive om alle nyhederne mens de sker – og dem kan du naturligvis læse her på siden. Men du har også mulighed for at følge med i eventet selv via et direkte livestream, som Apples stiller til rådighed. Udsendelsen vil kunne ses på både iPhone, iPad og Apple TV via specielle apps eller via en computer, hvis du peger browseren i denne retning . Udsendelsen starter klokken 19.00 dansk tid, mandag den 3. juni.