Mandag aften dansk tid går Tim Cook på scenen i San José for at lancere ny hard- og software. Det har han gjort i en del år efterhånden, men sidste år skete der et skifte i metoden; i stedet for “bare” at lancere en ny version af iOS (tvOS, WatchOS og MacOS) kom Tim Cook med gaver til Applefans: Både en ny højttaler, en iMac og ny iPad Pro.
I år er der masser af rygter om, at Cook vil gøre det samme og dukke op med opdaterede produkter – og der er rygter i stort set alle produktkategorier undtagen Apple TV og Apple Watch. Hvor mange af dem, der holder stik – og hvor mange der er ren luft – finder vi ud af på mandag, hvor iNPUT i øvrigt er det eneste danske medie til stede i salen.
iOS 12
iOS 12 er måske, udover MacOS 10.14, det eneste vi er 100% sikre på vil dukke op på konferencen. Spørgsmålet er bare, hvad iOS 12 kommer til at byde på.
Med iOS 11 talte Apple om, at opdateringen mest var en slags “vedligeholdelse” af det eksisterende system; altså forbedringer af hastighed, batterilevetid og den slags. Der var ikke de helt store nyheder – og den største er faktisk først dukket op nu, næsten et år senere, i form af AirPlay 2.
Med iOS12 kan vi formentlig vente noget nær det samme. Der bliver intet redesign og ingen store nye features, men i stedet en række små finjusteringer og forbedringer af hastighed og stabilitet. Vi kan også vente flere sikkerhedsfeatures og måske en bedre børnesikring med flere forskellige indstillinger. Den virkelig store forandring bliver formentlig (forhåbentlig) en længe ventet større opdatering af Siri, der er sakket væsentligt bagud i forhold til konkurrenterne.
Sandsynlighed: 100%
Ny iPad Pro
Den nye “almindelige” iPad blev lanceret på et event tidligere i år, hvilket faktisk bragte næsten op på siden af den eksisterende iPad Pro. Derfor er der helt sikkert en ny udgave af Pro på vej, og det er et realistisk bud, at den dukker op i løbet af den nærmeste tid – måske på WWDC. Den nye Pro vil formentlig få mange features fra iPhone X – som for eksempel kant-til-kant skærm og FaceID. Rygterne om en iPad Pro på WWDC har efterhånden floreret i lang tid – men flere sites har de sidste par uger manet rygterne til jorden, fordi der ikke har været nogen form for fysiske beviser i form af billeder eller læk fra fabrikkerne – noget, der ellers normalt går forud for lanceringer af iOS enheder.
Sandsynlighed: 60%
Opdateret MacBook
Der har længe været rygter om, at Apple vil droppe deres Air linie, og det giver da også mening i forhold til at deres MacBook er et væsentligt bedre og mere moderne produkt. Faktisk er Air det eneste Apple produkt tilbage, der ikke har Retina skærm, hvilket i sig selv er en grund til at opgradere serien. Men i stedet for at opgradere serien tror vi mere på, at den vil blive afløst helt af MacBook serien – som snart burde få en større opgradering. Spørgsmålet er så bare, om det bliver på dette års WWDC? Chancen er der, men den er langt fra sikker.
Sandsynlighed: 50%
Ny HomePod
Rygterne om et sløjt salg af HomePod har været ganske omfattende – omend Apple ikke selv har frigivet salgstal på højttaleren. Et af kritikpunkterne er, at højttaleren er for dyr. Rygterne har gået på flere nye modeller, blandt andet en noget billigere udgave med Beats brandet i stedet for Apple. Vi har dog ikke enorm tiltro til rygterne, der kommer fra ubekræftede kilder.
Sandsynlighed: 25%
Ny iPhone SE 2
Der har været masser af rygter om en ny udgave af den billigste iPhone – iPhone SE. Faktisk har vi tidligere troet, at telefonen ville dukke op for et par uger siden, men det skete ikke. Vi er dog stadig ret sikre på, at iPhone SE 2 er på vej – men nu tror vi mere på, at den først kommer til iPhone eventet i september – eller blot bliver lanceret helt uden fanfare via en pressemeddelelse inden september. I teorien kan Tim Cook også bruge lejligheden på WWDC til at lancere den, men det er ikke sandsynligt.
Sandsynlighed: 10%
Husk at give iNPUT et like på Facebook – så får du alle nyhederne, også fra WWDC, hvorfra vi rapporterer direkte.