Der er som sædvanlig lagt i kakkelovnen til en hård duel, når Sony og Microsoft i slutningen af året begge smider nye generationer af PlayStation og Xbox på hylderne. Selv om mange af detaljerne om konsollernes bestykning endnu holdes hemmelige, er der begyndt at dryppe informationer ud.
Microsoft har selv været ude og fortælle lidt mere om Xbox Series X. Den største nyhed er, at den vil en grafikydelse på voldsomme 12 teraflops. Det er dobbelt op i forhold til den nuværende Xbox One X og mere end otte gange mere end den oprindelige Xbox One. En imponerende opgradering.
“Xbox Series X leverer et ægte generationsspring i processor- og grafikstyrke med banebrydende teknikker, hvilket giver flere billedopdateringer per sekund, større, mere sofistikerede spilverdener og en mere fordybende oplevelse end der hidtil er set i konsolspil,” skriver Xbox-chefen Phil Spencer .
Den voldsomme grafikydelse betyder, at Xbox Series X vil understøtte 8K-gaming og framerates på op til 120 fps i spil. Microsoft har desuden indgået et samarbejde med HDMI Forum og forskellige tv-producenter for at aktivere Auto Low Latency Mode (ALLM) og Variable Refresh Rate (VRR) som en del af sin HDMI 2.1-tilslutning. Begge dele skal gøre billedet på tv’et markant bedre.
Derudover vil Xbox Series X være udstyret med en specialdesignet processor, baseret på AMDs Zen 2 og Radeon RDNA 2 arkitektur. Ligesom Sony PlayStation vil Microsofts konsol bruge en NVMe SSD-disk, der menes at gøre underværker for loade-tider.
Microsoft lover at dele flere detaljer om den nye Xbox i de kommende måneder. Vi mangler stadig at høre om prisen og hvornår præcis konsollen bliver tilgængelig. Herunder kan du se eller gense Microsofts præsentatonsvideo: