Mens Huawei forsvinder længere og længere ud i tågen herhjemme, benytter en anden kinesisk virksomhed chancen til gøre sig gældende. Xiaomi meddeler, at de i dag sætter deres nyeste smartwatch, Mi Watch Lite, til salg i Norden.
Mi Watch Lite er designet til fitness- og sundhedsentusiaster med “professionel sundhedsovervågning og et omfattende overblik over brugerens fysiske tilstand,” fortæller Xiaomi i en pressemeddelelse.
Ved hjælp af en indbygget GPS, samt lufttryk- og højdefunktion kan uret spore og give nøjagtige oplysninger om træningssessioner, uanset om det handler om løb, ridning, svømning eller vandreture, loves det. Uret har 11 forskellige træningstilstande at vælge mellem.
Samtidig loves det, at uret hjælper med at kortlægge brugerens helbred og daglige aktiviteter. En pulsmåler holder øje med hjerteslag. Uret har også en funktion til søvnovervågning. Andre funktioner i uret inkluderer push-meddelelser med kompatible emojier, vejr, ur, alarm og en lommelampe.
Mi Watch Lite er udstyret med en 1,4 tommer stor farveskærm med en opløsning på 320 x 320 pixel. Et batteri på 230 mAh sørger for, at to timers opladning giver over ni dages brug.
Uret fås i fem forskellige farver og kan allerede nu bestilles via Mistore. Det koster 499 kroner. Så sent som mandag præsenterede Xiaomi sit nye flagskib, Mi 11 5G, med et kamera i studiekvalitet.