Japanske Yamaha, der nok er bedst kendt for musikinstrumenter og motorcykler, har solgt elektriske cykler på det amerikanske marked i et par år. Nu udvider de porteføljen med en ny fitness-fokuseret elcykel med navnet Yamaha Civante – og det er lidt af en lækkerbisken.
Civante er en smuk cykel og specifikationerne er imponerende. Yamahas egen PWSeries SE centermotor leverer et drejningsmoment på 70 Nm og en tophastighed på 45 kilometer i timen. 500 W-batteriet kan oplades fra nul til 80 procent på op til en time – Og 10-trins køretrækket, et dobbelt kædebånd, Shimano STI-skiftere og hydrauliske skivebremser giver masser af hjælp, når stejle bakker skal angribes.
Cyklen vejer i øvrigt bare 19, 6 kilo, og selv om det er væsentlig mere end en traditionel racercykel, så er det ren fluevægt i elcykel-klassen. Noget, man vil sætte pris på, hvis man bor i byen og skal slæbe cyklen op ad trapperne.
Yamaha håber, at Civante vil ramme en ny type elcyklister; nemlig de “erfarne motionscyklister” (tænk midaldrende mænd i lycra og med dyre hjelme) der både vil bruge cyklen til at pendle til og fra arbejde og til weekendture.
Prisen er heller ikke henvendt til vægelsindede elcykel-nybegyndere; den starter ved 3.399 dollars – altså omkring 22.500 kroner inden de danske skatter og afgifter.
Cyklen er i første omgang beregnet til det amerikanske marked. Endnu kan man, så vidt vides, ikke købe Yamaha elcykler herhjemme, men udelukkende komponenter såsom motorer og kørecomputere.