Mange bække små … Transportministeriet fortæller i en pressemeddelelse, at der er øremærket 150 millioner kroner til medfinansiering af ladestandere i 2022. Pengene tages fra Grøn transportpulje I. Pengene fordeles med 100 millioner kroner til opladere på kommunale arealer og med 50 millioner kroner på private arealer.
– Det skal være en reel mulighed for alle danskere at skifte den fossile bil ud med en elbil. Det kræver gode lademuligheder både langs vejene og i særdeleshed også i byerne, hvor langt de fleste bor og arbejder. Derfor medfinansierer vi opsætningen af endnu flere ladestandere på kommunale og private arealer, så vi får flere ladestandere i gadebilledet fra nu af, siger transportminister Benny Engelbrecht.
I juni måned 2021 blev der afsat i alt 215 millioner kroner til medfinansiering af offentligt tilgængelige ladestandere. Heraf er de 65 mio. kr. blevet benyttet til offentligt tilgængelige ladestandere på private arealer, fortæller ministeriet. Det er de resterende 150 millioner, der nu er blevet øremærket.
Midlerne til offentligt tilgængelige ladestandere på private arealer kan søges af både ladestanderoperatører og af andre partnerskaber. Herunder partnerskaber mellem regioner og private aktører til medfinansiering af totalomkostningerne ved opsætning af lyn- og hurtigladestandere.
Tilskuddet kan maksimalt udgøre 25 procent af projekternes totalomkostninger og maksimalt 75.000 eksklusiv moms per ladeudtag på en hurtigladestander. Per ladeudtag på en lynladestander kan tilskuddet maksimalt udgøre og 220.000 kr. eksklusiv moms.
Puljen fordeles efter først-til-mølle-princippet frem til den 1. november 2022 eller til der ikke er flere midler i puljen, oplyses det.
337 millioner til ladestandere
Transportministeren har tidligere oplyst, at der i alt er afsat 337 millioner kroner til etablering af ladestandere i 2022 og 2023. Det er inklusive de 150 millioner, der nu er blevet øremærket.
- Pulje på 65 millioner kroner til medfinansiering af offentligt tilgængelige ladestandere på private arealer i 2021.
- Pulje på 50 millioner kroner til medfinansiering af ladestandere i boligforeninger i 2021. Der var ansøgningsfrist på puljen den 30. november 2021.
- Pulje på 72 millioner kroner til medfinansiering af grøn tank- og ladeinfrastruktur til tung transport i 2021.
- Pulje på 150 millioner kroner til medfinansiering af offentligt tilgængelige ladere på kommunale, regionale og private arealer i 2022 (det omtalte beløb i denne artikel).