Normalt er de routere, man får udleveret af sin internetudbyder ikke noget at skrive hjem om, hvorfor mange vælger at investere i en mere avanceret model. Yousee giver nu sin router et teknologisk løft, der skal få den på omgangshøjde med de mere sofistikerede routere. Den nye model har både mesh-teknologi og Wi-Fi 6.
Yousee fortæller, at det er et stort skridt mod at give danskerne langt bedre dækning og markant mere sikre internetforbindelser.
– Som noget helt nyt vil der være et indbygget sikkerhedslag, som vil dække alle enheder, der er tilknyttet, og beskytte bedre mod hacking, virus og svindelforsøg, der ellers kan komme ind med en ubeskyttet internetforbindelse. Med vores gamle løsning kunne vi se, at kun 17 procent havde aktiveret sikkerhedspakken. Nu får man det automatisk med fra dag ét, og kræver ingen installation, fortæller Christian Morgan, CEO for Yousee.
– Samtidig bygger løsningen på den nyeste, intelligente mesh-teknologi. Den gør det langt nemmere at udvide sit netværk i hjemmet og få bedre forbindelse. Om det så er arbejdsværelset på loftet eller teenageværelset i kælderen, der har dårlig dækning.
Et mesh-netværk består af en router og såkaldte mesh-noder, der er strategisk placeret rundt om i hjemmet. Noderne kommunikerer trådløst med hinanden og opretter et sammenhængende netværk, hvor de sender data og oplysninger mellem hinanden.
Ny app – Mit Internet
Sammen med den nye router kommer også app’en Mit Internet, der giver kunderne fuld kontrol over deres netværksforbindelse. De vil blandt andet få mulighed for at tjekke, hvilke enheder der bruger netværket. Der kan også oprettes gæstenetværk til de enheder, man ikke ønsker skal være en permanent del af netværket. Samtidig kan der laves brugere til de enkelte familiemedlemmer og opsættes regler for eksempelvis skærmtid, hvis nogen i familien har svært ved at lægge iPad’en fra sig.