Efter sommerferien lancerer Yousee sin nye satsning, streamingtjenesten YouTV. I første omgang bliver det en ‘ufærdig’ betaudgave, der lanceres, og tanken er, at de første brugerne skal hjælpe Yousee med at pudse tjenesten af. Men der skal betales fuld pris, hvis man ønsker at hjælpe, skriver Finans.dk, for Yousee har ingen planer om at give rabat til sine betatestere.
Til trods for det, har tusindvis af danskere allerede skrevet sig op, som potentielle hjælpere, skriver avisen, og det er helt som Yousee ønsker det. I forbindelse med præsentationen af YouTV, sagde direktøren:
– Vi lancerer en betaversion, fordi vi gerne vil inddrage brugerne så hurtigt som mulig. Vi har brug for brugernes feedback løbende og gerne tidligt i processen, så vi i samspil med dem kan tilpasse YouTv til deres behov, sagde Henrik Harder, direktør for tjenesten.
YouTV bliver en selvstændig streamingtjenester, som man kan abonnere på uanset hvorfra man får sit internet. Tjenesten bliver bygget op meget lig Yousee-produktet Bland Selv, hvor det bliver muligt at vælge mellem forskellige tv-kanaler og streamingtjenester.
Yousee har ikke været ude med en konkret pris på YouTV, men har sagt, at den “bliver billigere end tv-pakkerne”.