Streaming

Yousee problemer fortsætter: Vil kompensere kunder

For tredje dag i træk har Yousee tekniske problemer og selskabet åbner nu for muligheden for at kompensere de ramte kunder.

Yousee knokler stadig på at løse de tekniske problemer der indtraf ved årsskiftet, da 11 kanaler fra Discovery forsvandt fra selskabets kanaludbud. Kunderne har problemer med at skifte kanalerne ud via Yousees bland selv-funktion. Nu oplyser direktør Jacob Mortensen til Finans.dk, at selskabet overvejer hvordan de kan kompensere de kunder, der er ramt af problemerne.

– Jeg forstår fuldt ud frustration over, at hvis man har et produkt, hvor man har en fleksibilitet bygget ind, at så forventer man med rette, at det kan man gøre hver eneste dag. Det har vi ikke kunnet levere på de seneste dage. Det er jeg ekstremt ked af. Vores kunder er gået glip af nogle oplevelser de her dage. Det kigger vi på, hvordan vi kan gøre godt igen, siger Jacob Mortensen til Finans.

 

Yousee stoppede ved årsskiftet samarbejdet med Discovery Networks, der tidligere leverede 11 kanaler til Yousee – og ifølge direktøren er de tekniske problemer en direkte konsekvens af samarbejdets ophør.

– Der er både en sammenhæng med øget trafik og de kanalændringer, vi har lavet her fra årsskiftet. Det er en kombination. Det er også det, der har gjort det sværere end forventet at løse det, siger han.

 

Han vil endnu ikke nærmere ind på, præcis hvordan Yousee har tænkt sig at kompensere kunderne. I stedet bruges energien på at løse problemerne, der angiveligt er så grelle, at han endnu ikke tør gætte på, hvornår de er løst for alle kunder.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.