37.000. Så mange kabel-tv kunder har siden nytår valgt at klippe kablerne og forlade Yousee. Det svarer til mere end 136 personer hver eneste af de 272 dage, der er gået frem til 1. oktober. For første gang i mange år har Yousee færre end en million kabel-tv kunder, nemlig 994.000.
Det viser det seneste kvartalsregnskab fra TDC Group, der dækker over både TDC Net og Nuuday, som Yousee er en del af.
Når ret skal være ret er det endda pæne tal, sammenlignet med de foregående to år, hvor Yousee måtte vinke farvel til 71.000 (2019) og brutale 140.000 (2020) kabel-tv-kunder. Til gengæld får de tilbageværende lov til at betale mere; hvor en gennemsnitlig kabel-tv kunde lagde 263,50 kroner om måneden i 2020, har de i 2021 indtil videre betalt 284 kroner om måneden. Altså en sætning på knapt 20 kroner om måneden.
Bredbåndsforretningen går heller ikke godt. 12.000 kunder har de seneste tre måneder valgt at finde nye græsgange. Dermed er der smuttet 28.000 bredbåndskunder i år.
De fire store teleselskaber per 3. kvartal 2021. Til gengæld går det godt for TDC med mobiltelefoni. Der har været en nettotilgang på 20.000 kunder i perioden fra 1. juli til 30. september, fordelt fifty-fifty på private og erhverv. Der er desuden kommet 4.000 nye maskinkort i folden – altså simkort der bruges i IoT-enheder, smartwatches eller lignende.
Dermed har TDC Group 2.752.000 mobilkunder og er fortsats landets markant største teleselskab foran Telenor, der har 1.688.000 mobilkunder. Det er uden maskinkort.