Yousee er klar til tænde for deres nye streaming-satsning, YouTV, skriver Flatpanels.dk. Det kommer til at ske tirsdag den 22. september; altså præcis en uge efter at Disney+ slår dørene op for danskerne. YouTV vil have mere end 40 kanaler og 8 forskellige streamingtjenester på menuen.
Yousee fortalte om sin nye tjeneste i starten af juli og siden da har en række betatestere gjort YouTV klar til masserne. Det er altså nu, det sker. I en mail til kunderne skriver Yousee at “Nu er det liiige om lidt, den 22. september 2020 går vi live med YouTv”.
YouTV bliver ikke en traditionel streamingtjeneste. I stedet bliver det nærmest en ompakket udgave af selskabets kabel-tv-baserede bland-selv-løsning, som nu slippes fri på nettet. I den nye tjeneste vil man kunne vælge mellem stort set de samme tv-kanaler og streamingtjenester som Yousee tilbyder i Bland Selv – og skifte dem ud efter behov.
– Danskerne er førende i verden, når det gælder digital adfærd og streaming. Derfor er YouTv udviklet som en særskilt streamingtjeneste til de forbrugere, der ikke ønsker en traditionel tv-pakke, men gerne vil have let og fleksibel adgang til den samme underholdning, sagde Jacob Mortensen, direktør for YouSee, i juli måned.
Når tjenesten åbner, kan indholdet ses via chromecast, computer, smartphone og tablet og på længere sigt også på smart-tv samt Apple TV, oplyser selskabet.
Der er endnu ingen oplysninger om priserne, men vi opdaterer artiklen, når der kommer yderligere information fra Yousee.