Spotify, Apple Music og de andre musiktjenester får nu en ekstra konkurrent i Danmark, nemlig Googles Youtube Music. Samtidig åbnes dørene for Youtubes Premium-abonnement også for danskerne. Begge tjenester er i luften i dag i 21 lande.
Skræddersyet musik
YouTube Music er kendetegnet ved at være skræddersyet til den enkelte bruger. Det sker bl.a. i form af en hjemmemenu, som dynamisk tilpasser sig den enkelte bruger og giver personlige anbefalinger til numre og playlister baseret på, hvad brugeren tidligere har lyttet til – eller hvad tid på døgnet, det er.
Tjenesten rummer, ifølge pressemeddelelsen, tusindvis af playlister på tværs af genrer, stemninger og aktiviteter foruden en intelligent søgefunktion, som finder den sang, du leder efter – selv om du har glemt både kunstner og titel. Søg for eksempel efter ‘sangen fra SKAM’, hvis du ikke kan huske titel eller kunstner eller søg direkte på de få linjer, du kan huske fra teksten.
Youtube Music fås i to versioner: Musikelskere kan gratis bruge den reklamefinansierede version. Er du villig til at betale for at slippe for reklamer, kan du abonnere på Youtube Music Premium. Her får du også adgang til et personligt Mixtape, som automatisk downloader din yndlingsmusik, så den altid er tilgængelig – også når du sidder i flyet uden net.
Tjenesten koster 99 kroner om måneden, men i en begrænset tidsperiode er der tre måneders gratis adgang til Youtube Music Premium.
Video uden reklamer
For ekstra 20 kroner om måneden, kan du opgradere til Youtube Premium, der giver adgang til den fulde pakke af alt indhold på YouTube og YouTube Music som nævnt ovenfor. Men derudover indeholder YouTube Premium hele kataloget af YouTube Originals’ film og serier som for eksempel serierne Cobra Kai og Impulse foruden nye serier som F2 Finding Football, The Sideman Show og mange flere.
Her en oversigt over priser og muligheder:
Google Play Music-abonnenter vil automatisk få adgang til YouTube Music Premium til samme pris.