I november måned indledte Youtube en offensiv mod de brugere, der benytter de såkaldte ad-blockers til at undgå reklamer på videotjenesten. Nu skrues der op for indsatsen – ved at skrue ned for hastigheden, hvis der opdages en ad-blocker. Det skriver 9to5Google.
Det betyder, at videoer indlæses ekstremt langsomt og at forhåndsvisninger ikke indlæses korrekt. Den dårlige hastighed skyldes tilsyneladende en kunstig forsinkelse, virksomheden har programmeret for at genere “snyderne”.
Alphabet har ikke meldt ændringerne ud officielt. Men ifølge et opslag på Reddit har flere brugere bemærket, at Youtube er blevet sløv. Det blev dog lige så hurtigt opdaget, at deaktivering af den annonceblokering, der bruges, straks revitaliserer webstedet.
Det er ikke direkte ulovligt at omgå annoncerne på Youtube. Men det er et brud på vilkårene for at bruge platformen.
“Annoncer underbygger et mangfoldigt økosystem af skabere og giver milliarder af brugere adgang til deres yndlingsindhold på Youtube,” forklaredde tjenesten i november.
Vil man undgå annoncer opfordrer tjenesten til, at man tegner et Premium-abonnement. Det koster 199 kroner om måneden og inkluderer adgang til Youtube Music.