Den populære netbutik Zalando er mest kendt for at sælge beklædningsgenstande. Men fremover vil man også kunne finde Apple-produkter på de digitale hylder. I hvert fald i visse lande. Fra i dag har butikken i en række landet udvidet sortimentet med både HomePod mini, AirPods og andet Apple-tilbehør.
Forsøget er skudt i gang i Tyskland, Østrig, Frankrig, Italien og Schweiz. Herhjemme er der ingen spor af Apple-produkter – og hvis det kommer, bliver det nok uden HomePod. Den er endnu ikke er lanceret i Danmark, selv om den burde være lige om hjørnet.
– Hos Zalando synes vi, at mode og teknologi hænger tæt sammen. Wearables og teknisk tilbehør, såsom hovedtelefoner og smartwatches, er blevet moderigtigt tilbehør, der komplementerer folks personlige stil. At tilbyde den mest eftertragtede bærbare teknologi tager os et skridt tættere på at realisere vores vision om at være udgangspunktet for mode og livsstil for vores kunder, siger Andreas Roedl, Vice President Category Men hos Zalando.
Selv AirTag er kommet på hylden i den digitale tøjbutik. Hos Zalando i Tyskland har de en oversigt over samtlige æbleprodukter i butikken – den finder du her.
Zalando er en tysk virksomhed. Den blev grundlagt i 2008 og er i dag repræsenteret i 17 europæiske lande. Ifølge en undersøgelse fra FDIH er det den netbutik, som oftest benyttes af personer i Danmark. 2,6 procent af alle internethandler i Danmark foretages gennem Zalando.
Kunne du finde på at bestille elektronik, når du handler tøj? Giv din mening til kende i kommentarfeltet nedenfor.