Den kinesiske elbilproducent Zeekr har vakt opsigt med sin nyeste model, 7X, som har vist sig i stand til at oplade fra 10 til 80 procent på blot 9 minutter. Men ikke nok med det; det tog bare 20 minutter at fylde et helt tomt batteri til 100 procent. Det er markant hurtigere end nogen af de nuværende modeller på markedet, men spørgsmålet er, om denne teknologi vil blive udbredt i større skala.
Kernen i ladepræstationen er Zeekrs “Golden Battery”, der blev præsenteret allerede i december forrige år. Nu er batteriet altså nået ud i en konkret model og denne er blevet testet af af Out of Spec Review. Under testen blev bilen sat til en 840 kW lynlader, hvilket understøtter batteriets kapacitet.
Batteriet i Zeekr 7X er på 75 kWh LFP-batteri – og det har en særlig flad ladekurve. I praksis betyder det, at batteriet kan modtage op til 460 kW gennem hele opladningen uden betydelige fald i hastigheden. Samtidig forventes batteriet at have en fornuftig holdbarhed sammenlignet med traditionelle NMC- og NCA-batterier, hvilket understøttes af Zeekrs 8-års/200.000 km garanti.
I sammenligning med de hurtigst opladende elbiler på markedet – herunder Hyundai Ioniq 5 og 6, Kia EV6, Audi e-tron GT og Porsche Taycan – er Zeekr 7X i en klasse for sig. Ingen af disse modeller kan matche dens 9-minutters ladetid fra 10 til 80 procent. De hurtigste klarer øvelsen på den dobbelte tid.
Også udfordringer
Dog er der også udfordringer. Golden Battery er dyrere end standard LFP-batterier – hvor LFP-løsninger typisk er 25 procent billigere end nikkelbaserede batterier, er Zeekrs version kun 15 procent billigere. Energitætheden ligger også lavere end andre moderne LFP-batterier (128 Wh/kg vs. 140-160 Wh/kg), og batteriet er ikke strukturelt integreret i bilen, hvilket både kan være en fordel, men også kan føre til øget vægt.
Zeekr er i øvrigt ejet af kinesiske Geely, der også er medejer af Volvo Cars, Polestar, Smart, Lotus og en stribe, på disse breddegrader, mindre kendte bilmærker.
Hvorvidt der er konkrete planer om at sende Zeekr 7X til Danmark eller sætte deres Golden Battery i andre elbiler, melder historien intet om. Oprindeligt skulle Zeekr have lanceret to biler i Danmark sidste år, men lanceringen er blevet forsinket – sandsynligvis på grund af EU’s told på biler fra Kina.