Facebooks ejer, Meta, har planer om at bygge atomkraftværker. Det melder de ud i et skriv, hvor de fortæller, at de anser atomenergi som en pålidelig og ren energikilde. Målet er, at der skal tilføjes 1-4 gigawatt ny atomkraftkapacitet, der primært skal drive kunstig intelligens.
Meta forventer at værket vil være klar til at levere strøm i begyndelsen af 2030’erne, men leder i første omgang efter eksperter, der kan hjælpe med at formulere konkrete planer.
“Hos Meta mener vi, at atomenergi vil spille en afgørende rolle i overgangen til et renere, mere pålideligt og diversificeret elnet,” skriver selskabet.
Meta overvejer både små modulære reaktorer og større atomreaktorer til projektet.
Meta er ikke den eneste af tech-giganterne, der har set sig lun på atomkraft. Google har allerede indgået aftaler med atomkraftleverandører for at sikre pålidelig energi til deres datacentre, mens både Microsoft og Amazon udforsker atomkraftværker som en løsning på de voksende energibehov i forbindelse med kunstig intelligens og datacentre.
Datacentre og kunstig intelligens forventes at medføre en markant stigning i energiforbruget frem mod 2030. Ifølge en rapport fra McKinsey forventes energiforbruget alene i europæiske datacentre at stige fra 62 terawatt-timer (TWh) i dag til over 150 TWh i 2030, primært drevet af AI-udvikling og digitalisering.
I Danmark viser Energistyrelsens fremskrivninger, at datacentre i 2030 vil udgøre en femtedel af det samlede energiforbrug, hvilket er en firedobling sammenlignet med 2024.