Det er ikke mange dage siden vi skrev om Microsoft Project xCloud , der skal løsrive gaming fra konsollen. Nu viser det sig, at Google har arbejdet på nøjagtigt den samme ide. Google Stadia er en cloudbaseret gamingplatform, der skal fungere på tværs af enheder: browsere, computere, fladskærme og mobile enheder. I en demonstration af platformen viste Google en person spille et spil på en Chromebook, spille videre på telefonen og så til sidst på en computer – alt sammen i realtid og uden at måtte afbryde spillet.
Klar til 8K Ifølge Google kan Stadia streame spil i 60 fps i 4K-opløsning med HDR. Og det er bare begyndelsen; Googles Majd Bakar forklarede, at platformen inden for kort tid vil være i stand til at streame op til 8K med 120 billeder i sekundet. Google viste triple-A-spil som Ubisoft’s Assassin’s Creed Odyssey og id Softwares Doom Eternal blive afviklet på Stadia.
Google Stadia controlleren. Google Stadia kræver ingen dedikeret konsol eller settop-boks, men Google har lanceret en gamepad, Stadia Controller, der ud over de sædvanlige knapper til spil også er udstyret med en share-knap, der forbinder til Youtube, samt en Google Assistant-knap. Controllen forbindes til Stadia-netværket direkte via wifi.
Spilplatformen skal drives af Googles datacentre, der er placeret i 200 lande rundt om i verden (heraf vil der være to i Danmark). Da tjenesten streames, vil det ikke tage brugere – med en god forbindelse forstås – mange sekunder at starte et spil op, da der ikke skal hentes spilspecifikke filer til at ligge på enheden.
Under eventet lovede Google, at platformen bliver lanceret i USA, Canada, England og Europa allerede senere i år.