Renualt har genoptaget produktionen af en af vores favorit-elbiler fra sidste år, nemlig Megane E-Tech. Dermed kan omkring 1.100 danske Megane-kunder langt om længe se frem til at få deres bil leveret. Det vil ske inden for et par måneder, lover franskmændene.
Trods et stort forsalg nåede der kun godt 300 Megane E-Tech til Danmark, inden chipkrisen satte en stopper for samlebåndet. Det skete for tre måneder siden. Produktionsstoppet kom i hælene på en fire måneders forsinkelse af bilen, der oprindeligt skulle have været lanceret sidste forår.
RN Danmark, der importerer Renault og Dacia, fik lovning på 1.400 produktionspladser og de er altså alle væk. Det er hovedparten af disse, der nu endelig kan leveres til kunderne.
Åbne ordrebøger – ingen prisstigninger Samtidig åbner Renault for ordrebøgerne igen. Og mens priserne på gær, smør og strøm bare tonser afsted, er den gode nyhed, at prisen for en Renault Megane E-Tech er den samme som da produktionen lukkede ned i 2022. Det betyder, at startprisen for versionen med 60 kWh batteri begynder ved 349.990 kroner. Bilen kan i øvrigt nu udelukkende fås med det store batteri. Tidligere kunne man også bestille en udgave med 40 kWh batteri.
Ønsker man mere luksus skal man vælge Techno-versionen, hvor prisen begynder ved 369.990 kroner. Her er der er spiffet yderligere op med 20 tommer alufælge, klimaanlæg og 24-tommers touchskærm.
Som nævnt er vi ret begejstrede for Megane E-Tech. Du kan se vores anmeldelse af bilen herunder: