Det er ikke meget forbrugerelektronik, der har godt af at blive tisset på. Men her er det faktisk meningen. Withings har på CES lanceret U-Scan. U’et står for urin og det er en lille dims, der kan analysere urin. Tanken er, at den monteres i toiletkummen, hvorefter den leverer data om din sundhed, hver gang du tisser på den.
Urin indeholder nemlig masser af indikatorer på, hvad din krop har brug for. Som Withings skriver:
“Med mere end 3000 metabolitter er urin et ekstraordinært vidne til at vurdere og overvåge ens helbred. Det giver et øjeblikkeligt øjebliksbillede af kroppens balance og er en integreret del af overvågning og registrering af en lang række sundhedsoplysninger. Mens vi i gennemsnit tisser 7 gange om dagen, udføres urinanalyser normalt kun en gang om året. Withings U-Scan har til formål at ændre det ved at fremover at gøre det muligt at udføre biomarkørvurderinger i eget badeværelse.”
Urin-analysen leveres til din smartphone. U-Scan arbejder med udskiftelige analysepatroner, der læser specifikke biomarkører. Det fjerner behovet for traditionelle strimler eller opsamling af urin i en kop. Patronerne har en levetid på tre måneder.
Selve sensoren samarbejder med app’en U-Scan Nutri Balance , der beskrives som en “detaljeret metabolisk guide til hydrering og ernæring”. Derudover lanceres app’en U-Scan Cycle Sync “til kvinders månedlige cyklussporing og synkronisering.”
Dimsen er netop blevet præsenteret på CES-messen i Las Vegas. Den kommer på markedet senere i år, loves det. På messen har Withings U-Scan modtaget en Innovation Award i kategorierne Smart Home, Fitness & Sports og Digital Health.
Withings har produceret adskillige gadgets til at monitorere helbredet. Her er et par af dem, vi har anmeldt:
En lille introvideo om urinscanneren.