Volkswagens kommende elbil, ID.3, nærmer sig endelig dansk premiere og i den forbindelse er de på charmeoffensiv på Strøget i København. Vi har været et smut forbi for at tage et kig på en af de mest ventede elbiler i år.
ID.3 kommer i tre versioner Den version Volkswagen har stillet frem i en lille pop-up butik på Strøget er naturligvis en udstillingsmodel, og den kan derfor ikke køre. Selve modellen er en Pro S udgave af ID.3, altså den med alt tilbehøret – heriblandt et batteri på 77 kWh, rækkevidde på 550 km (WLTP), flest hestekrafter og mere til. Den findes også i to andre versioner ved navn Pure og Pro. Forskelle og specifikationer kan ses på billedet herunder.
Forsinket til august Som man kunne læse her på iNPUT for en uges tid siden , så er ID.3 allerede forsinket til august måned. Oven i den skuffelse har Volkswagen afsløret, at der ikke vil være alt det udstyr som først lovet. Pro S, der er Long Range udgaven, er blevet reduceret til blot at kunne rumme fire personer. 1st modellen, altså den første rækker biler, der kommer ud til kunderne, er heller ikke udstyret med Park Assist udstyr. Det er ikke den bedste start for en bil, der skal ud og konkurrere mod Teslas Model 3 – årets bil 2019. De to biler er faktisk allerede blevet set ved siden af hinanden , og de ser ud til at være nogenlunde samme størrelse.
Når det en dag bliver muligt at tage en tur i ID.3, så vil du kunne finde en test af den nye elbil fra Volkswagen her på iNPUT. Indtil da kan du se vores chefredaktør Torben Vognsen tage et første kig på den nye Volkswagen på Strøget i København i videoen.