Elbiler

VW giver video-smugkig på Head-Up display i ID.3

Volkswagen har udsendt en stribe videoer, der giver et nærmere kig på kabinen i Volkswagen ID.3. Specielt head-up displayet imponerer.

Styresystemet i Volkswagen ID.3 giver ifølge rygterne tyskerne store problemer, men det forhindrer dem ikke i at vise os, hvordan softwaren burde fungere. I en serie videoer, der netop er blevet frigivet på Youtube, giver Volkswagen et indblik i både kabinen, det specielle ID. Light system og ikke mindst et frækt Head-Up display, der ser mildest talt spændende ud.

I videoen lægges der simpelthen en pil ind på forruden, der tilpasser sig omgivelserne i realtid. VW kalder det for Augmented Reality Head-up Display og det er et tilkøb, hvis man vælger en af de to mindste ID.3-varianter, men derimod standardudstyr i den største udgave. Om der er smurt tykt på med den digitale pensel efter videoen er blevet optaget, vides ikke, men godt ser det ud. Og brugbart, ikke mindst. 

 

Videoen giver samtidig et ganske godt indtryk af instrumenteringen i kabinen. Se med her – og lad os gerne vide, om du er lige så begejstret, i kommentarfeltet nederst.

I en anden video giver Volkswagen et nærmere kig på selve brugerfladen i bilens operativsystem; det, der angiveligt volder tyskerne så mange problemer. Du kan se videoen her:

 

I den tredje og sidste video fokuseres der på den indbyggede digitale assistent og på nyskabelsen ID. Light, som vi skrev om tilbage i oktober. ID.Light er en LED-lysstribe, der er monteret langs bilens dashboard og sender forskelligt lys alt efter situation. Eksempelvis blinker ID.Light, hvis bilens systemer vurderer, at det er en fordel at skifte vejbane. 

Volkswagen ID.3 gik i produktion i november måned og VW planlægger at de første modeller skal sendes til kunderne i løbet af sommeren – sandsynligvis august. På trods af de verserende softwareproblemer har Jürgen Stackmann, der er salgschef hos VW, i denne uge lovet, at bilen bliver klar til sommer – helt som planlagt.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.